Vi bruger milliarder af kroner på at helbrede sygdomme, der skyldes tobak, alkohol, fed mad og for lidt motion. Men hvor meget bruger vi på at forebygge de samme livsstilssygdomme? Lidt. Meget lidt. Ugebrevet Mandagmorgen konstaterede således den 13. november, at hver gang, vi bruger 1.000 krone på at helbrede, bruger vi kun 1 krone på at forebygge.

Godt nok er der en voksende erkendelse af, at forebyggelse er fremtiden i sundhedssektoren, og der er heller ikke mangel på gode intentioner, hensigtserklæringer, strategiplaner og skiftende regeringers oplæg om forebyggelse. Men de pæne ord synes ikke at blive omsat til virkelighed. Den nye strukturreform skulle gøde jorden, men Huset Mandag Morgen tror ikke på, at det bliver bedre fra årsskiftet, hvor kommunerne overtager en stor del af det forebyggende sundhedsarbejde. Flere eksperter tvivler på, at kommunerne kan magte opgaven – ”modellen hviler på sandgrund”, mener den tidligere formand for regeringens sundhedsrådgivende udvalg, professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen. Men alle kan hurtigt blive enige om, at der skal gøres noget – og at det haster. Overordnet er det - ifølge Børsen den 30. november - et gigantisk problem, at ”et boom i udgifterne til hospitaler, læger og anden sygdomsbehandling kan få dansk økonomi til at vælte og vende offentlige overskud til massive underskud i de kommende årtier”, hvor vi får flere ældre borgere, der tillige forventes at leve længere. 

Huset Mandag Morgen har taget udfordringen op og forfattet et debatoplæg på opfordring af TrygFonden. I oplægget med titlen ”Fra livsstil til civilisation – et debatoplæg om at komme videre med forebyggelse i Danmark!” langer man hårdt ud efter den nuværende forebyggelsespolitik. En række tiltag skal forebygge de kendte livsstilssygdomme, der rammer så mange mennesker og belaster samfundsøkonomien så voldsomt. Flere konklusioner i oplægget er det svært at være uenig i. Men der er også nogle såkaldt kreative forslag, som ikke bør stå uimodsagt. Når der står, at der ”i det hele taget bør tænkes langt mere i forbud, påbud, kvoter, skatter, regler og krav til det offentlige”, så er det berygtede skråplan ikke langt væk. For det er pudsigt, at rammen for oplæggets ide om kreativitet er skatter og forbud. Den sang har vi jo lige præcis hørt før, sådan har det altid været. Kreativiteten - ud fra denne holdning - er, at hvis det ikke virker, så skal vi bare lave mere af det.

Det kan måske lyde fornuftigt at indrette skolekantiner, så alle elever i det mindst får sund mad en gang om dagen, men det er mere tvivlsomt, om der er ræson i at ”indføre energikvoter på mad, så det giver langt højere priser på fødevarer med højt energiindhold som slik, sodavand og chips, mens mere sunde og energifattige fødevarer bliver væsentligt billigere.” Sikrer diverse afgiftspakker, forbud og påbud virkelig den nødvendige motivation hos den enkelte borger, der kan få ham / hende til at ændre livsstil? Næppe. 

SUNDHEDSKAMPAGNER ER HELLER IKKE VEJEN FREM
Oplæggets forfattere har nemlig ret i, at de mange budskaber om at spise sundt, droppe cigaretterne, drikke mindre alkohol og motionere mere ikke trænger igennem til befolkningen, specielt ikke hos dem, der har korte uddannelser eller lav indkomst. Flere kampagner vil ikke virke.

Kampagner er passiv information, og derfor flytter de ikke modtagerne. Alle sundheds-

kampagnerne kæmper jo om borgernes opmærksomhed, de konkurrerer om at trænge igennem, men ni ud af ti er ikke aktuelle eller relevante for den enkelte borger. Samtidig konkurrerer alle disse velmente kampagner ikke alene indbyrdes, de er også oppe imod tusindvis af andre budskaber i det offentlige rum. Det er massekommunikationens dilemma – jo flere kampagner du laver, desto dårligere virker de. Derfor må man gå en anden vej, men fordi myndigheder og sundhedseksperter ikke ved, hvilken vej de skal gå, laver de som vanligt mere af det samme.

Man kan bruge 100 gange så store budgetter på passiv information uden nævneværdige resultater, og uden at det får folk til at holde op med at ryge eller spise for fed mad. Fra rygeafvænningsprogrammerne Nicorette Backup og Nicotrol Helping Hand fandt vi ud af, at den primære driver for, at folk kvitter smøgerne er – frygten for at dø. Ikke gode råd fra familie og kolleger, ikke engang bekymring over at skade sine børn med passiv rygning. Hele 77 % angav deres egen sundhed (overlevelse) som årsag til rygestop – foran økonomi, udefra kommende pres samt omsorg for familie og kollegaer. Hvorfor ryge i 16 år uden at stoppe, selv om man ved alt om, hvor farligt det er? Man fortsætter, fordi man ikke hidtil har kunnet mærke et problem – et stop er uvedkommende. Men pludselig bliver man bange, og når man er bange, bliver man forandringsparat. Man bliver aktiv, gør noget radikalt for at komme videre. Sundhedssystemet skal være til stede, når disse vinduer for forandring optræder i den enkelte borgers livscyklus.

TEKNOLOGIEN DRIVER UDVIKLINGEN
Men selv om Huset Mandag Morgen er på det rene med, at sundhedskampagner ikke dur, nævner de alligevel to eksempler, som de mener har givet positive resultater: Trafikkampagner har medført, at antallet af dødsfald i trafikken er gået markant ned gennem de seneste årtier, ligesom et langt sejt træk i børnetandplejen har ført til færre huller i tænderne hos børn og unge. Det er dog svært at se bort fra (hvad man da heller ikke er helt blind for), at det måske ikke så meget er kampagnerne som den teknologiske udvikling, der er årsag til de positive resultater. Trafiksikkerheden er blevet bedre, fordi bilerne er sikrere i dag end for 10 år siden. De har mere avancerede sikkerhedsseler, airbags, ABS-bremser, stærkere kabiner og deformeringszoner, der forbedrer muligheden for overlevelse i kollisioner, osv. Indenfor børnetandplejen har tilsætningen af fluor sandsynligvis givet flere sundere tænder and hele informationsindsatsen tilsammen. Teknologien driver udviklingen fremad.

Det samme burde kommunikationsteknologien gøre – for sagen er jo den, at vi længe har haft de teknologiske værktøjer til rådighed, der sætter os i stand til at tage det helt afgørende spring fra passiv og generel information rettet mod alle til interaktiv kommunikation med hver enkelt – i dette tilfælde en dialog mellem to parter, hvor omdrejningspunktet hele tiden er den enkelte borgers skiftende livssituation og tilstand.

FRA SCREENING TIL INDIVIDUELT TILPASSET RÅDGIVNING
Der er tidspunkter i en ens liv, hvor man er mere motiveret end på andre tidspunkter for at skifte kurs, ændre livsvaner. Det ved vi allerede, når det gælder f.eks. rygning og overvægt. Vil det derfor ikke være naturligt at antage, at dette også gælder ved andre livsstils-

relaterede temaer? Det ville være fint, hvis man uden videre kunne foretage en screening af hele befolkningen for at afdække individuelle behov for rådgivning eller behandling for dernæst at give hver eneste borger en personlig vejleder, der kunne hjælpe med at gennemføre en eventuel kursændring. Men der er nu engang ikke 5.3 mio. læger, sygeplejersker, socialrådgivere, diætister og fitness-instruktører i Danmark. For at kunne støtte den enkelte borger, har sundhedsvæsenet derfor brug for en mekanisme, der kan udfylde denne opgave. En mekanisme der er i regelmæssig kontakt med borgerne, holder dem i hånden, motiverer og giver individuel rådgivning, gerne gennem hele livet. Dette er muligt i dag. Kommunikationsteknologien er blevet så avanceret, at den kan håndtere rigtig mange af de sundhedsmæssige udfordringer, der tynger borgerne og ikke mindst samfundsøkonomien.

Teknologien tilbyder altså en mekanisme, der ikke alene henvender sig til hver enkelt borger, men også efter en screening af befolkningen gør det muligt at interagere med borgerne, en ad gangen, så hver eneste får den rette baggrund til at justere kursen der, hvor det måtte være nødvendigt. En mekanisme der husker, hvor vi var sidste gang, der var kontakt. Som er bevidst om, hvad udfordringen eller problemet er lige nu, og som kan tale med borgeren om, hvad netop denne borger burde gøre fremover. Dette er ikke mindst aktuelt ved livsstilsområder som alkohol, overvægt, rygning, sukkersyge, motion, osv. Her er der rigtig mange emner, som man burde drøfte på et struktureret niveau med alle borgere - og det er faktisk muligt at interagere med borgerne om mange komplekse spørgsmål samtidig ved hjælp af teknologi. Og med dette program behøver man kun indkalde dem, der er parate og har brug for det, til personlig behandling hos lægen.

Pointen er, at hvis samfundet indleder en dialog med hver borger om hans / hendes helbred over sigt, så kan man scanne hele befolkningen for deres forskellige problemer. Er vægt aktuelt, så taler kommunen vægt med den enkelte. Er motion relevant, så taler man motion. Handler det snarere om fødevarer, evt., allergi, så taler man fødevarer med denne borger. Men man gør det hele samtidigt, fordi man kan agere på alle disse områder i en samlet bevægelse.

IKKE TO MENNESKER ER ENS
Kommunen kan strukturere den måde, man henviser til f.eks. et motionscenter eller en diætist. Ikke to personer er ens – en skal have rådgivning om korrekt kost i stedet for en henvisning til et motionscenter, en anden person har måske behov for begge dele, en tredje bør nok træne i et motionscenter, men et 3-måneders forløb kan række i første omgang. Skal der justeres vil det fremgå af den videre, regelmæssige dialog. Den computerbaserede mekanisme tager højde for, at vi alle er forskellige og håndterer alle variationsmulighederne.

Rådgivningen bliver mere og mere avanceret, og samfundet, kommuner og regioner, kan udnytte eksisterende ressourcer og behandlingstilbud bedre. Rigtig megen rådgivning af høj kvalitet kunne leveres på denne måde, ligesom udgifterne til en sådan screening af tusinder eller millioner af danskere vil være minimale sammenlignet med de kostbare kampagner, der bevidstløst hældes udover befolkningen.

Som en konsekvens kan kommunerne – hver for sig eller i et samarbejde mellem flere kommuner – øge produktiviteten på de enkelte behandlingstilbud i forhold til borgerne.

NYTÆNKNINGEN LADER ENDNU VENTE PÅ SIG
Det første løft skal imidlertid komme fra myndighederne, hvor der skal rokkes ved den måde, man tænker behandling kontra forebyggelse. Et helt særligt problem er, at den forebyggende indsats på sundhedsområdet er gået fra amterne til kommuner, hvor man mangler indsigten og kompetencen på dette område. Dette er nok desværre endnu et udtryk for, at myndig-

hederne ikke for alvor er parat til at gøre en indsats, der virkelig kan skabe ændringer. For ville man gå effektivt til værks, skulle den økonomiske incitamentsstruktur til kommunerne se helt anderledes ud på dette felt. Som det er nu, er der for få ressourcer til, at kommunerne kan ansætte de specialister, der ved noget om fedme, rygning, motion, osv. Derfor tyder alt på, at vi også fremover vil opleve, at udgifter til behandling vil stige, mens forebyggelsen svigtes. Som formanden for Det Nationale Råd for Folkesundhed, Bente Klarskov Pedersen, siger til Mandagmorgen: ”Jeg oplever, at der bliver sagt rigtigt meget om forebyggelse for øjeblikket. Men der er meget lidt økonomisk vilje bag de mange ord.”

Ugebrevet nævner selv et rammende eksempel på, hvordan behandling prioriteres før forebyggelse: Forskning viser, at mindst hver tredje – og formentlig op imod halvdelen – af alle kræfttilfælde kan forebygges. Alligevel er der i årenes løb kun afsat meget små beløb til forebyggelse.  I Kræftplan II fra juni 2005 blev der afsat 10 mio. kroner til forebyggelse i form af rygestopkurser, mens den samlede kræftplan gav et økonomisk løft til området på sammenlagt godt 1 milliard kroner til bl.a. strålekanoner, medicin, uddannelse og forskning.” 

Hvor længe kan Sundhedsstyrelsen og andre ignorere mulighederne? Politikerne brænder tydeligvis ikke for forebyggelse. Det er synd og skam, for en struktureret dialog med befolkningen om den enkeltes helbred ville give et langt mere detaljeret og præcist billede end i dag, hvor man prøver at indkalde store grupper af mennesker til en undersøgelse ud fra ganske få parametre som eksempelvis køn og aldersgruppe. Hvis man stort set kun skal screene ud fra køn og alder, er det klart, at det bliver pokkers dyrt! Brystscreening for kvinder er et blandt flere eksempler på dette – det kan ikke gøres bedre i dag, fordi man ikke ved noget substantielt om kvinderne. Havde man i stedet en historik på den enkelte kvinde, og stillede man spørgsmål om kræftrelaterede indikatorer og kombinerede disse informationer med cpr-nummeret, ville man få et langt mere præcist grundlag for en proaktiv indsats.

Prisen for en suboptimal tilgang til sundhedsforebyggelse og – behandling er alt, alt for stor. For samfundet og ikke mindst for den enkelte – der betaler med liv og levned. Teknologien kan bidrage – kan politikerne?

Læs også Nicorette Backup – i dialog med 480.000 rygere

Læs mere i artiklen Pharma og patienter går online

Du burde også læse Hvordan interaktiv teknologi kan revolutionere sundhedsvæsenet

Hvad synes du om artiklen?

Gemmer din stemme

Klik på stjernerne for at bedømme artiklen.